PROLOG: Det startede med en drøm…

Jeg mødte min hustru i 2009. Efter en magisk sommer blev vi smaskforelskede, og endte med at flytte sammen umiddelbart efter vi blev kærester.

Snart herefter var vi udadskillelige, og lavede alt sammen. Små og store ting. Vi anskaffede os kæledyr, tog (og bestod) IKEA-testen, tog på udlandsrejser og var i det hele taget bare sammen om alt.

I løbet af de følgende par år spirede drømmen om en lille familie som naturlig konsekvens af den tosomhed vi delte. I 2013 blev vi gift – på en smuk dag, som jeg stadig den dag i dag mindes som en af de lykkeligste, jeg endnu har haft.


Første skridt mod realisering af drømmen
Umiddelbart efter brylluppet blev vi enige om at min hustru skulle stoppe med prævention.

Uden vished om hvad der ventede os, gik vi ihærdigt til sagen, men måtte snart herefter konstatere, at vi ikke lykkedes med projektet med samme lethed, som vi havde håbet på og drømt om.

Der gik en måned, så en til og en til, og snart herefter var der “pludselig” gået tre år uden at der var sket noget.

Vi blev rådvilde – var der noget galt med en af os? Var jeg infertil? Var min hustru?

Vi gik til egen læge og fik snart herefter henvisning til Herlev Hospital, hvor vi skulle have undersøgt vores fertilitet for at afdække, om der var nogle tydelige hurdles, som havde bremset os hidtil. 

Der blev taget blodprøver og undersøgt alt, hvad man nu kan undersøge – men ingen udfordringer viste sig.

Fertilitetsbehandling – en helt ny verden…
Snart herefter blev vi henvist til en privat fertilitetsklinik i Københavnsområdet, hvor man håbede at kunne hjælpe os ved hjælp af inseminationsbehandling.

Der gik en lang række forsøg uden at der skete noget. Ingen kunne forklare os hvorfor.

Hver gang der var behandling gik vi til opgaven med optimisme, og en indædt tro på at denne gang ville være lykkens gang – men lykken udeblev.

Efter en række forsøg måtte man strække våben: Vi forblev i det offentlige behandlingssystem og blev igen henvist videre i systemet; Denne gang til Fertilitetsklinikken på Holbæk Sygehus, som i løbet af vores behandlingsforløb overgik til Køge Sygehus. Her gik man struktureret, professionelt og meget seriøst til opgaven med at hjælpe os.

ICSI – fire bogstaver, der fik kæmpe betydning
Man ville her forsøge sig med mikroinsemination – også kaldet reagensglasbehandling – ved hjælp af såkaldt ICSI-behandling.

ICSI-behandlingen er en spøjs størrelse. Først understøttes kvindens hormonproduktion inden ægudtagning, og æggene overvåges så for at finde det helt korrekte tidspunkt til udtagning. Når de tages ud befrugtes de samme dag, hvorefter man holder vejret for at se, om æggene udvikler sig. Udvikler de sig som ønsket placeres det befrugtede æg nænsomt tilbage i livmoderen og vupti – en graviditet skulle gerne være opnået.

De første forsøg skabte en tvivl om, hvorvidt min hustru og jeg var genetisk kompatible. Dette skete på baggrund af, at æggene ganske enkelt ikke udviklede sig som de skulle efter befrugtning. Andre gange udviklede ægget sig godt, men graviditeten “gik til”; Den tidligste markør af dette er kvindens graviditetshormontal, også kaldet HcG – målt via en blodprøve.

HcG-tallet var simpelthen for lavt til, at noget kunne være igang med at gro.

Nogle ekstra undersøgelser påviste, at min hustrus hormonbalance måske var årsag til en del af de udfordringer, vi mødte på vores vej ud af barnløsheden.

Man ville derfor forsøge sig med en ny slags behandling; En behandling der krævede, at min hustru dagligt injicerede sig selv med hormonet progesteron direkte i den ene lårmuskel.

Progesteron er det hormon, der understøtter kvindekroppen i at holde på et befrugtet æg og dermed opretholde en graviditet. Det siger derfor sig selv, at man uden den rette mængde af dette hormon kan have rigtig svært ved at få opfyldt drømmen om at blive gravid på egen hånd – vi var derfor meget optimistiske, da dette blev foreslået.

Hul igennem i “første” forsøg
Det kommer til at virke. Det kommer til at virke. Det kommer til at virke. Det gik jeg og sagde til mig selv – nærmest messende – i løbet af de dage, hvor min tapre hustru troligt stak sig selv i låret som en anden misbruger. 

Og virkede, det gjorde det.
For første gang fik min hustru lagt æg tilbage, som blev “hængende”.
Jeg glemmer aldrig den dag i starten af maj 2019, hvor vi sammen gik på sundhed.dk.

Vi havde efterhånden vænnet os til at logge på, finde HcG-tallet og så konstatere, at det “heller ikke blev denne gang”. Men denne dag i maj skulle det være anderledes.

Hun loggede på, fandt blodprøvesvaret og VUPTI: Der stod det. Sort på hvidt. Et skyhøjt HcG-tal indikerede at missionen var lykkedes: Min hustru var gravid! 

Lykken var ubeskrivelig – vi græd, kyssede, krammede og var bare glade. Om aftenen tog vi på restaurant for at fejre det.

Snart herefter blev lykken pauseret – og vi fik vores første tur i den rutschebane, der ikke alene endte med at være lang og uforudsigelig, men også endte med at velsigne os med Anton, der dog valgte at komme ud til os noget før tid…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *